Tag-arkiv: have

Terrassedøren binder i kulden

Når kulden melder sig binder terrassedøren. Sidste år i december reklamerede vi første gang over terrassedøren og det gik så galt at den faktisk gik i stykker. Pga. forskellige omstændigheder – bla. en fejlleverance – kunne servicemanden fra Ideal Combi (som har produceret døren – og alle vinduer i hjem-huset) først udbedre skaden i maj-måned. Og da var det jo så blevet forår og mildere temperaturer hvorfor det var svært at se problemet.

Nu har kulden (mere eller mindre) igen meldt sig og med kulden problemet! Denne gang har vi foreslået at Ideal Combi får set på problemet mens kulden stadig har fat – så de kan se og løse problemet! Også for at undgå at den går i stykker igen. Samtidig er det også irriterende at have en terrassedør der binder og den ulempe vil vi også gerne begrænse. Og som sagt en gang for alle have problemet udbedret.

Mangler og manglende overblik

Det er ikke meget vi har fået afklaret siden vi havde 1-års gennemgang med Hjem AS i starten af oktober … Knap 3 uger skulle der gå før vi fik rapporten. Der var udeladt flere mangler som vi ellers havde været enige om på dagen. Det kan jo ske. Vi gjorde naturligvis straks opmærksom på forglemmelserne. Men vi har til stadighed ikke modtaget en revideret rapport fra Hjem AS. De har end ikke kommenteret på forglemmelserne.

Derudover har vi måttet rykke flere gange for afklaring af hvornår manglerne bliver udbedret. Først igår fik vi så oplyst at det kan blive midt i december f.s.v.a. indvendige udbedringer ved tømrer og maler. Det er jo så også kun mere end to mdr. efter 1-års gennemgangen. Forhåbentligt (!!!) kan arbejdet afsluttes i løbet af få dage – og ihvertfald inden huset bliver fuld af julegæster.

Udvendigt har vi også mangler som skal udbedres. Inkl. mangel som blev påberåbt ved afleveringen af huset for mere end eet år siden! Tvivlsomt om disse udvendige arbejder kan afsluttes (måske endda påbegyndes) før foråret. Derfor har vi også bedt om at få bekræftet at garantien løber indtil samtlige mangler er udbedret og accepteret. Heller ikke mht. dette har vi fået svar.

Kun mht. facaden har vi hørt noget. Nu forlyder det at facaden (delvist) skal pudses om … Det forstår vi ikke et ord af … og i øvrigt forklarede konsulenten fra StoDanmark, som vi havde konsulteret forud for 1-års gennemgangen, at man ikke kan pudse ovenpå den allerede pudsede facade. I øvrigt må det jo også blive meget dyrt … Vi blev på dagen forklaret at vi og vores rådgiver ville blive inddraget i dialogen med eksperterne om hvordan revner i facaden bedst kan udbedres. Ikke mindst for at sikre at resultatet bliver (kosmetisk) acceptabelt, men også så processen bliver med færrest mulige gener. F.eks. bliver det givet ikke uden problemer når nu haven og fliserne er (an-) lagt omkring huset/facaden. Nu virker det som om dette løfte bliver ignoreret af de øvrige medarbejdere hos Hjem AS.

Efter kontrakten er 1-års gennemgangen den først OG sidste gennemgang vi har med Hjem AS. Man skulle tro at Hjem AS derfor ville være interesserede i at få “lukket” sagen hurtigst muligt. Det til trods synes det ikke at være meget tilfældet. Som det mindste burde vi forlængst have modtaget en revideret rapport fra 1-års gennemgangen og med henvisning til denne konkrette datoer for udbedringer. Det er jo så ikke tilfældet. Den opfølgning vi indtil nu har fået på 1-års gennemgangen virker tilfældig og mangelfuld.

Huset blev rejst for 1 år siden

I dag er det præcis 1 år siden huset blev rejst! Dagen var længe ventet – og det var en fascinerende oplevelse at se et hus blive rejst på blot en enkelt dag.

Som det kan ses af billederne har vejret i dag været stort set som for et år siden … tunge skyer og skiftevis regn og solskin.


Vi kan nu glæde os over et færdigt hus, en færdig carport (!) samt belægninger omkring huset og en (næsten) færdig have.


Og ja, i mellemtiden er lygtepælen blevet flyttet for at give plads til indkørslen.


Sommerstemning på terrassen

Trekantet plantebed ved terrassenTerrassen er for alvor blevet taget i brug. Weekenden blev brugt til at plante kirsebærlaurbær og lidt andre planter i bedet ved terrassen. (Perfekt dansk sommervejr at plante i med skiftevis regn og sol …!). Flere af kirsebærlaurbærplanterne er i øvrigt aflæggere fra mine forældres have. Spændende om de klarer at slå rod i vores have, og lidt sjovt at have ‘historiske’ planter med i vores nye have.

Sammen med de større planter vi har sat i krukker (hér er også flere aflæggere) på terrassen er der for alvor dømt sommerstemning på terrassen! Som f.eks. i går aftes da vi nød en stille kop kaffe efter børnene var lagt i seng. Vi ser frem til mange flere hygge-sommer-stunder på terrassen sammen med børn, familie og naboer.

Haven færdig ‘næste uge’

Så blev det mandag – og forhåbentlig er vi nu i ‘næste uge’ … Fra morgenstunden har anlægsgartnerens folk været igang med at gøre klar til græssåning. Siden påske har vi forsøgt at få en klar aftale med anlægsgartneren om hvornår vi fik lavet haven færdig, sådan som vi har haft aftale om det siden efteråret, og vi er igen-og-igen blevet holdt hen i uvished eller i bedste fald med en besked om at det bliver: ‘næste uge’.

Sidste uge skulle således også have været ugen hvor arbejdet skulle gøres færdigt. Men endnu engang fik jeg besked om udsættelse da jeg ringede torsdag – for det er kun når jeg selv ringer og rykker at jeg måske får et svar – hvilket jeg ikke var tilfreds med. Til sidst lovede han da også at de ville holde hvad de havde lovet og gøre arbejdet færdig lørdag.

Lørdag formiddag havde vi endnu ingen anlægsgartner set. Så kl. 10 forsøgte jeg at få fat i ham på telefonen. Intet svar. I stedet måtte jeg ty til en SMS. Kl. 10:30 kom der så også pludselig en mini-traktor og begyndte at køre arealet over! Men da jeg talte med manden forklarede han at de først kom tilbage mandag for at gøre det færdigt … Møg irriterende! Efter kun én times arbejde var han væk igen!

Lad det være sagt sådan at jeg ikke er tilfreds med at blive brændt af, holdt hen eller blive lovet færdiggørelse som så ikke holder. Det har anlægsgartneren også fået at vide. Lørdag gik jeg igen med at finde alternative løsninger. Sandsynligvis har det så være medvirkende til at vi i dag, mandag, så måske alligevel får gjort arbejdet færdigt! Jeg håber det – fordi vi meget gerne vil have en græsplæne inden sommeren er ovre, og så vi kan bruge vores tid på noget andet end at rykke upålidelige håndværkere!

Rabarberne har klaret flytningen

Da vi flyttede fra Virum tog vi en knold af de rabarber som stod i vores have. Rabarberne havde i første omgang overlevet da vi “væltede” haven tilbage i 2003, og vi synes de ville være et fint minde at tage med til vores nye viborgensiske have. Rabarber

Så en knold blev sat i en lille spand, og taget med i flyttebilen! Nu hvor solen og varmen har gjort sit indtog har rabarberne sat nogle fine blade. Vi glæder os til (igen) at kunne plukke af de sure-søde rabarbere.

Fliserne er på plads (igen)

Vi fik i efteråret lagt fliser omkring huset. Samlet mere end 300 kvm betonfliser 60×60 cm. Det ser rigtigt godt ud, og rart at have begyndende styr på arealet rundt om huset. Følger den plan vi oprindeligt fik udarbejdet for haven og udearealet.

Pga. problemerne med carporten (…) udskød vi lukningen/lægningen af fliser omkring søjlerne til carporten. Sådan har vi siden starten af december haft store huller i belægningen … og da søjlerne blev rejst – for 4. gang, ikke mandag men onsdag før påske, og stadig stående – var det tid at få lagt fliserne på plads omkring søjlerne. 

I lørdags (brolæggeren havde lovet at det blev inden i dag, mandag, og han holdte jo hvad han lovede) blev fliserne lagt på plads igen, forskellige knækkede fliser blev uskiftet og der blev spredt fugesand. Nu er det klar til tømreren kommer for at færdiggøre carporten.

Nu udestår kun at få nedkørslen mod vejen på plads. Hér er vi afhængige af at vejen bliver anlagt før vi kan få det endeligt tilpasset. Hvornår vejen bliver anlagt er stadig et åbent spørgsmål. Brolæggeren lover at komme tilbage når det bliver aktuelt – og han holder jo hvad han lover (for det meste …!).

Begivenhedsrig dag

I går havde vi travlt! Efter at have ventet i dage-, ja, ugevis, skete der pludseligt noget. Smeden kom langt om længe med søjlerne til carporten. De har været om-galvaniseret et utal af gange, og denne gang var det så endeligt lykkedes dem at lave ordenligt. Nu er de sat op for sidste gang!

Anlægsgartneren havde vi oprindeligt en aftale med i fredags, men han brændte os af nogle gange, hvilket han selvfølgelig beklagede meget og undskyldt med travlhed (… suk!), og i går kom han så rent faktisk også. Så nu har vi også fået lagt muld ud, gravet hul til trampolinen, og kan om et par uger gøre klar til græssåning. Alt det som vi havde håbet (og aftalt …) var sket i efteråret – nu er det da gjort.

Vi glæder os meget til at vores drøm om have også begynder at tage form!