Kategoriarkiv: Have og udeliv

Google-bilen på Palleshøje

Billedet er fra Randers Amtsavis – jeg var ikke hurtig nok til at få et billede af bilen på Palleshøje, men den var hér!

Tirsdag formiddag sidder jeg hjemme og læser – og pludselig ser jeg, ud af vinduet, en bil med et underligt stativ på taget og øverst en blå “bold”. Bilen er umiddelbart en normal personbil, dog med masser af grønne reklamer. Og jeg opdager hurtigt at der er tale om Googles StreetView-bil.

En hurtig søgning på (…) Google og jeg kan da også læse at bilen i går var i Randers. I dag er den altså i Viborg og den var altså også på Palleshøje.

Gad vide hvor længe der går før vi alle kan ta’ en virtuel gåtur på Palleshøje – på Google?

 

Garantien dækker revner i facaden

Efter at have talt med Jyske Bank, sendt billeder og talt lidt mere med både banken og kurator, ja, så har vi nu fået udbetaling fra garantien for revner i facaden!

Garantien er hermed endelig opfyldt – og returneret til banken. Samtidig fik vi den meddelelse at udbetalingen var til “fuld og endelig afgørelse af ethvert krav mod Hjem AS under konkurs”. Hvad det så præcist skal betyde …

Så vores udholdenhed bar altså til sidst frugt.

Storm over Palleshøje: Ødelagte solgardiner

Viborg blev i nat ramt af storm med meget kraftige vindstød. På Palleshøje toppede stormen tilsyneladende ved midnatstid. Rundt omkring i området har stormen væltet skraldespande og containere, legehuse og havehegn. En lygtepæl er sågar blevet nedlagt af en flyvende trampolin. Forhåbentlig er der ikke sket personskade.

De store vinduer i huset knagede og bragede. Da jeg kiggede ud ad vinduerne opdagede jeg at kassen til solgardinerne, ovenover og udvendigt på de store vinduer, var blæst i stykker – og pladerne var ganske simpelt væk!

Nu til morgen finder jeg de tre af de fem plader hos naboen. Pladernes flyvetur henover huset har sat sig spor ved dels at have ødelagt tagkanter på både hus og carport, og dels ved nedslag på taget hvorved der er gået hul i tagpappet. Håndværkeren er nu ved at besigtige og beregne overslag til forsikringen.

Apropos forsikring så dækker husforsikringen desværre ikke det ødelagte overdækken på vores nedgravede trampolin.

Vores hus er til salg i Vejle

Tilfældigt falder vi over en salgsannonce for et hjem-hus i Vejle. Og sørme om det ikke er vores hus som tilsyneladende er til salg …! I hvert fald er det vores hus som vises som annoncens første billede på ejendomsmæglerens hjemmeside.

Billedet stammer fra vores indlæg i anledningen af 1-års dagen for vores hus i aug. 2009.

For god ordens skyld skal vi slå fast at vi ikke har flyttet huset til Vejle, men at det stadig står i Viborg, og det er ikke til salg.

Sommerstemning på terrassen

Trekantet plantebed ved terrassenTerrassen er for alvor blevet taget i brug. Weekenden blev brugt til at plante kirsebærlaurbær og lidt andre planter i bedet ved terrassen. (Perfekt dansk sommervejr at plante i med skiftevis regn og sol …!). Flere af kirsebærlaurbærplanterne er i øvrigt aflæggere fra mine forældres have. Spændende om de klarer at slå rod i vores have, og lidt sjovt at have ‘historiske’ planter med i vores nye have.

Sammen med de større planter vi har sat i krukker (hér er også flere aflæggere) på terrassen er der for alvor dømt sommerstemning på terrassen! Som f.eks. i går aftes da vi nød en stille kop kaffe efter børnene var lagt i seng. Vi ser frem til mange flere hygge-sommer-stunder på terrassen sammen med børn, familie og naboer.

Carporten står færdig

Mere end 5 måneder skulle det ta’ – endelig står carporten nu færdig! Som skrevet har vi været igennem mange overvejelser og endte på denne model; 4 søjler og et tag i stil med huset. Skur blev der ikke råd til, så har vi til gengæld et mere åbent udtryk foran huset. Og plads til bil nr. 2 hvis det skulle blive aktuelt.

Vigtigst, og vanskeligst, har det været at få en taghældning som husets. Samtidig forklaringen på hvorfor vi ikke kunne bruge den model som Hjem AS tilbyder – den har taghældningen i ‘forkerte’ retning. Ellers har vi forsøgt at få carporten til at ligne huset mest muligt, og i de bestræbelser har tømrerne været fantastisk gode. De har tilføjet detaljer som passer med huset og som ikke umiddelbart fremgik af de tegninger vi havde fået lavet.

Fremfor at pudse stern valgte vi at beklæde med eternitplader i farven flint. Det matcher den grå puds rigtigt flot. At pudse den smule ville være uforholdsmæssigt dyrt. Taget er beklædt med pap og listetækning, ligesom huset. Underbeklædningen er lærkebrædder, ligesom udhænget på huset. Alt i alt resultatet møder vores forventninger om en carport der passer til huset.

Nu overvejer vi om vi skal have lukket den nordlige gavl med rionet hvorpå der kan kravle stedsegrønt, ligesom vi har på bl.a. tørresnor, og vi har også allerede forberedt med el til spots. Så helt færdig er den jo altså ikke!

Haven færdig ‘næste uge’

Så blev det mandag – og forhåbentlig er vi nu i ‘næste uge’ … Fra morgenstunden har anlægsgartnerens folk været igang med at gøre klar til græssåning. Siden påske har vi forsøgt at få en klar aftale med anlægsgartneren om hvornår vi fik lavet haven færdig, sådan som vi har haft aftale om det siden efteråret, og vi er igen-og-igen blevet holdt hen i uvished eller i bedste fald med en besked om at det bliver: ‘næste uge’.

Sidste uge skulle således også have været ugen hvor arbejdet skulle gøres færdigt. Men endnu engang fik jeg besked om udsættelse da jeg ringede torsdag – for det er kun når jeg selv ringer og rykker at jeg måske får et svar – hvilket jeg ikke var tilfreds med. Til sidst lovede han da også at de ville holde hvad de havde lovet og gøre arbejdet færdig lørdag.

Lørdag formiddag havde vi endnu ingen anlægsgartner set. Så kl. 10 forsøgte jeg at få fat i ham på telefonen. Intet svar. I stedet måtte jeg ty til en SMS. Kl. 10:30 kom der så også pludselig en mini-traktor og begyndte at køre arealet over! Men da jeg talte med manden forklarede han at de først kom tilbage mandag for at gøre det færdigt … Møg irriterende! Efter kun én times arbejde var han væk igen!

Lad det være sagt sådan at jeg ikke er tilfreds med at blive brændt af, holdt hen eller blive lovet færdiggørelse som så ikke holder. Det har anlægsgartneren også fået at vide. Lørdag gik jeg igen med at finde alternative løsninger. Sandsynligvis har det så være medvirkende til at vi i dag, mandag, så måske alligevel får gjort arbejdet færdigt! Jeg håber det – fordi vi meget gerne vil have en græsplæne inden sommeren er ovre, og så vi kan bruge vores tid på noget andet end at rykke upålidelige håndværkere!

Rejsegilde for carporten

I dag kom vi et stort skridt videre mod en færdig carport. På mandag er det jo også kun 5 måneder siden vi tog det første “spadestik” …

Tømrerne fik i dag lagt spær og plader på – og pludseligt kunne vi se konturerne af den carport vi længe har drømt om. Så i eftermiddags tændte jeg op i grillen, smed et par pølser på, og så havde vi et improviseret rejsegilde for carporten!
img_2712img_2711

(ja, naturligvis kom de 2 dråber regn vi skulle have i dag netop da …)