Samarbejdet med Hjem AS

Forud for første spadestik

Vores indtryk af Hjem AS baserede sig i første omgang, helt tilbage i 2005, på deres hjemmeside og sidenhen på telefonisk kontakt med deres sælger. Udbyttet af hjemmesiden kunne være større med mere dybdegående og aktuel information, med værktøjer til udveksling af informationer og som interesseskabende markedsføringskanal. Både for os som potentielle eller faktiske kunder, men også for virksomheden selv.

Generelt er det vores indtryk at Hjem AS forsøger at være en moderne og strømlinet virksomhed, med fokus på kommunikation og kundepleje, desværre virker det også nogle gange som om evnerne halter lidt efter ambitionerne. Generelt har alle hos Hjem AS dog været venlige, opmærksomme og, det skal understreges, løsningsorienterede.
Læs videre Samarbejdet med Hjem AS

Facaden er igen grå

I mit tidligere indlæg skrev jeg om udbedringen af revnerne i facaden. Arbejdet er forlængst færdigt, og huset fremstår igen gråt. I en kort periode fremstod det ellers helt i hvid (og vi blev bekræftet i vores valg af grå facade!). Hele facaden blev armeret med armeringsvæv eller -net, lagt i en-eller-anden form for klæber – der er hvid, og i bunden af pladerne havde dette væv eller net en plastikkant påsat. Måske det som manglede i første omgang? Udenpå armeringen blev huset så pudset med den grå finish-puds. Samme behandling som hvis det havde været direkte på StoVentec-pladerne.

Desværre er det, omend ikke tydeligt så dog, sine steder muligt at se at der er pudset uden på et eksisterende lag puds. Det fylder jo lidt mere. Og jeg synes heller ikke pudsningen er helt så jævn og ensartet som i første omgang. Men forhåbentligt undgår vi nu at facaden revner!

Som frygtet har afdækningen af fliser og planter være mangelfuld. Resultatet er plettede fliser og planter indsmurt i puds. Til trods for at vi flere gange netop har bedt Hjem om at sikre at deres underentreprenør sørger for tilstrækkelig afdækning. Det er f** træls – jeg orker faktisk snart ikke mere … Nu kommer Hjems tømrer i næste uge for at sætte tagrenderne ordentligt på plads (!!!) og så tager han også lige billeder af fliserne.

Centralstøvsugeren lugter grimt!

For flere uger siden kunne vi konstatere en grim lugt i multirummet midt i huset. Den var svag og ubestemmelig, nogle gange var den dér, andre gange ikke. Lidt som rådne løg. Det var i hvert fald den mistanke vi fik, hvorfor vi smed de (ikke rådne) løg og grønsager vi havde liggende i multirummet ud. Lugten forsvandt ikke med det samme, men måske det kunne have lidt tid … I de sidste uger inden vi drog på ferie var det dog som om lugten blev kraftigere:

Da vi kom hjem fra ferie, og huset således havde stået mere eller mindre aflukket – men dog udluftet når der var hus-passer på besøg – var lugten meget kraftig og særdeles ubehagelig! Den ramme lugt var i næsten hele huset og slog i mod os allerede da vi trådte ind ad døren! Ubehagelig, ja, men nu var det muligt med sikkerhed at finde kilden – centralstøvsugeren!
Læs videre Centralstøvsugeren lugter grimt!