For nogle uger siden modtog vi en reklame fra Vølund Varmeteknik for deres serviceabonnement (deres reklame fra sidste år ligger på hjemmesiden). De slår (selvfølgelig) til lyd for at varmepumpen bør have et årligt eftersyn, hvilket jo også umiddelbart lyder fornuftigt, men prisen virker dog noget høj.
Det billigste abonnement koster kr. 1.800 om året for et enkelt besøg. Akutudkald i tilfælde af driftstop på varmepumpen afregnes på løbende timer. Ligeledes er abonnementet uden reservedele osv. Dog får man skiftet filteret hvert år som en del af abonnementet ligesom de rengør udsugningsventilerne i huset. Dem har vi fire stk. af.
Hvor lang tid mon sådan et eftersyn kan tage? Naturligvis betaler man også for kørsel, men som de selv forklarer, så planlægger de naturligvis eftersyn sådan at kørsel minimeres. Så jeg synes det lyder som en høj timepris …
Hvis jeg falder over andre udbydere af serviceabonnementer til vores varmepumpe skal jeg huske at skrive det hér på bloggen. Og har du, kære læser, erfaring med service på din varmepumpe, evt. i abonnement, så skriv endelig en kommentar!